Midt under den voldsomme debat om familiesammenføringer i Danmark kommer EU-toppen nu den pressede danske regering til undsætning. »Ingen skal tro, at Danmark står alene i denne sag, eller at kommissionen ser fjendtligt på den danske holdning«, siger EU’s topembedsmand på justitsområdet, britiske Jonathan Faull, til Politiken. Som kommissionens generaldirektør for retlige anliggender, frihed og sikkerhed refererer Faull direkte til EU’s justitskommissær. Det er således Jonathan Faull, der i løbet af august har forhandlet med regeringen om følgerne af EU’s omstridte Metockdom, som regeringens egne embedsmænd mener udhuler de danske udlændingeregler. Kommissionen er villig til diskusion Generaldirektøren vil ikke gå i detaljer med, hvad kommissionen konkret vil gøre.
Men Jonathan Faull forsikrer, at kommissionen er villig til at diskutere »alle muligheder for at forhindre misbrug« af EU-reglerne.
»Jeg forstår ikke den opfattelse, der åbenbart er opstået i den danske debat af, at kommissionen bare hænger Danmark til tørre i den her sag. Det kan jeg godt garantere, at det er en forkert udlægning«, siger Faull efter flere presseforlydender om, at kommissionen ikke vil hjælpe Danmark:
»Tværtimod arbejder vi intenst på at finde løsninger. Det er ikke bare et dansk problem. Det er et europæisk problem at finde ud af, hvordan Metockdommen skal tolkes og efterleves. Vi har kontakt til en række andre medlemslande, der ligesom Danmark påpeger problemer i forhold til deres udlændingelovgivning«, siger generaldirektøren. Et meget vigttigt fremskridt
Jonathan Faull oplyser, at kommissionen i løbet af kort tid vil indkalde repræsentanter for samtlige medlemslande for at diskutere, hvordan sammenstødet mellem EU’s regler om opholdsret og national immigrationspolitik kan løses.
»Jeg regner faktisk med, at vi kan gøre et meget vigtigt fremskridt allerede inden mødet mellem EU’s justits- og indenrigsministre om tre uger, hvor den danske minister vil fremlægge sagen«. DF: Vi skal ikke glæde os for tidligt
Dansk Folkepartis næstformand, Peter Skaarup, advarer dog mod at tro, at EU-kommissionen vil løse de problemer, som den seneste Metockdom har skabt:
»Det er positivt, at nogle vil arbejde med det her i fornuftig retning. Men vi skal ikke glæde os for tidligt, for vi ved ikke, hvad kommissionen vil komme med. Der er mange udspil, som aldrig er blevet til noget«, siger Peter Skaarup.
Venstre: Vi står ikke alene
Derimod er Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg, begejstret for udmeldingen:
»Det er utrolig glædeligt og ligger fuldstændig i forlængelse af det, statsministeren hele tiden har sagt. Nemlig at Danmark ikke står alene med det her problem, og at der er 10 andre EU-lande, som har gjort indsigelser mod Metockdommen og bakker os op.































