Siden 2013 har mere end 55.000 danskere mistet dagpengeretten, skriver AK-Samvirke i en pressemeddelse, men hvordan står det egentlig til i de enkelte kommuner?
På den offentligt forvaltede hjemmeside, jobindsats.dk, er det netop opgjort på kommuneplan, hvor mange der har mistet dagpengeretten i perioden januar 2013 til og med november 2014, og på baggrund af de tal, kan vi tegne et danmarkskort over dagpengeudfald.
Størst udfald ses i landets største byer med København (6.999) i spidsen efterfulgt af Aarhus (2.642), Odense (2.307) og Aalborg (1.916). Måske ikke så overraskende, da flest mennesker også bor og arbejder i disse kommuner.
Nedenstående datavisualisering viser derfor antallet af folk med mistet dagpengeret i forhold til arbejdsstyrken i den pågældende kommune. Denne relative andel af dagpengeophør i forhold til arbejdsstyrken i stedet for indbyggertal, giver et mere nuanceret sammenligningsgrundlag mellem landets kommuner.
Med 3,3 procent topper Ishøj listen over kommuner, hvor den største andel af arbejdsstyrken har mistet dagpengeretten. Herefter følger Albertslund og Kerteminde kommune.
I den anden ende klarer Skanderborg sig bedst, da kun 0,85 procent af arbejdsstyrken her har mistet dagpengeretten siden 2013.
Bag om tallene
Tallene er baseret på hjemmesiden jobindsats.dk, der forvaltes af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. På jobindsats.dk findes en række statistiske oplysninger om danskere, der modtager forskellige overførselsindkomster, heriblandt kategorien A-dagpenge.
Under denne kategori findes tal på, hvor mange danskere, der har opbrugt retten til dagpenge siden 2013 fordelt på alle landets kommuner.
Vi har fundet tallet for alle landets 98 kommuner og sammenholdt det enkelte tal med kommunens arbejdsstyrke, som den fremgår af Danmarks Statistik.
De 49.349 er det senest tilgængelige tal fra jobindsats.dk. Tallene dækker perioden 1. januar 2013 til 31. november 2014. Det reelle antal af dagpengeophør kan derfor være endnu højere.
fortsæt med at læse




























