Fremtrædende radikale profiler tager nu bladet fra munden og siger fra over for den omdiskuterede fremdriftsreform, som blev forberedt af partiets topfigurer, den radikale leder, Morten Østergaard, og hans stedfortræder, afgående uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen.
Fremdriftsreformen skræmte hobevis af potentielle unge vælgere væk fra partiet, lyder kritikken, der går i rette med reformens fokus på at presse de studerende til at vælge den snorlige vej gennem uddannelsessystemet uden svinkeærinder, studiejob og sabbatår.




























