Lige nu kan man se den Oscarnominerede film ’Black Swan’ i danske biografer. Men først om tre-fire måneder kan man købe den på dvd og se den lovligt på sin computer.
Alligevel kan man på piratsider downloade eller streame den og andre Oscarfavoritter såsom ’The Kings Speech’, der end ikke er kommet op i danske biografer endnu. Gratis. Og ulovligt. Men selv om der er tale om piratfilm, bliver man mange steder mødt af et billede af Liberal Alliances partileder, Anders Samuelsen, og en opfordring til at støtte partiet. »Læder, lak og latex? Det må du da selv om!«, »Træt af at få moralforedrag af en flok fjolser?«, »Er Helle Thorning-Schmidt virkelig din ven?« og »Vindermentalitet efterlyses. Muligheder haves«, lyder nogle af de mange budskaber på orange bannerreklamer til netpiraterne.






























