I sit første større udspil som overborgmesterkandidat i København fremlægger tidligere justitsminister Frank Jensen (S) nu en plan for at standse den verserende bandekrig.
Samtidig retter han en hård ideologisk kritik mod de borgerlige partier, som efter hans mening har været med til at blåstemple rockernes kontroversielle udsagn rettet mod indvandrere. »Den uhellige alliance mellem Hells Angels og borgerlige politikere om at give integrationsindsatsen og indvandrerne hele skylden for konflikten er et farligt spil«, siger Frank Jensen. Kommunen skal oprette en særsklit bandeafdeling Konkret foreslår Frank Jensen, at Københavns Kommune i lighed politiet opretter en særskilt bandeafdeling, der sorterer direkte under overborgmesteren og udelukkende beskæftiger sig med at sætte forbyggende ind over for udsatte børn og unge. »I dag er indsatsen spredt ud over flere forvaltninger, som ikke altid har nemt ved at samarbejde og koordinere kræfterne. Kommunen har afsat 200 millioner kroner om året til kriminalpræventive formål og ansat 460 medarbejdere til at løse opgaven. Men jeg tror, at man kan nå længere ved at nedsætte en ny forebyggende bandeenhed«, siger Frank Jensen. Venstre kræver kontante løsninger Ifølge bandepakkens »tre bærende principper« skal der også ansættes socialrådgivere på alle københavnske folkeskoler, så der øjeblikkeligt sættes ind over for »de første tegn« på asocial, truende eller voldelig adfærd blandt elever. Hvis Frank Jensen bliver valgt til november, vil han samtidig indføre et ’mentorkorps’, hvor frivillige tilknyttes udsatte børn og unge. V: Gammel vin på nye flasker Venstres spidskandidat i København, kultur- og fritidsborgmester Pia Allerslev, kalder Frank Jensens bandeplan for »gammel vin på nye flasker« og mest af alt retorik: »Der er brug for kontante løsninger og ikke blødsødne ord og velmenende holdninger. København er ikke tjent for med et nyt bureaukrati, men skal hellere arbejde med konkrete forslag som at tvinge problematiske unge i uddannelse og muligheder for at trække i kontanthjælpen. De tre bærende principper i hans program er mest tre banaliteter«, siger Pia Allerslev. Hun vil ikke forholde sig til partifællen Søren Pinds udtalelser om, at Hells Angels godt kunne have en pointe, men siger for sit eget vedkommende, at hun ikke støtter nogen af HA-rockernes udmeldinger. SF: Det minder meget om vores eget udspil SF’s spidskandidat, børne- og ungdomsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, er ikke uenig i Frank Jensens udspil, men siger, at det minder meget om noget, hans parti allerede har foreslået: »Men vi er parate til at samarbejde om at løse bandekonflikten og kan heller ikke kan leve med, at københavnere føler sig som statister i en dårlig mafiafilm«, siger Bo Asmus Kjeldgaard.




























