Fra sit fredelige ferieskjul i Udkantsdanmark går beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) nu ind i en konflikt, der går anderledes hårdt for sig.
Det drejer sig om sommerens mest omtalte sag: balladen om den blokaderamte restaurant Vejlegården, der har opsagt sin overenskomst med fagforeningen 3F til fordel for Den Kristelige Fagforening (Krifa) med lavere mindsteløn og længere arbejdsdage. Borgerlige politikere valfarter til restauranten, og senest har Liberal Alliance henlagt sit sommergruppemøde til det frihedssøgende spisested.




























