På trods af at to voksne retarderede brødre fra Aarhus har de samme mentale lidelser og nærmest identiske lægeerklæringer, har de to fået vidt forskellige behandlinger på deres ansøgninger om dansk statsborgerskab.
Mens et flertal i Folketingets Indfødsretsudvalg stemte for at give den ene bror dispensation fra de normale kriterier om danskkundskaber og paratviden, stemte et flertal nej til dispensation til den anden. Det på trods af, at de to brødres ansøgninger ifølge Politikens oplysninger blev behandlet på det samme møde, nemlig 27. august i år.




























