Flere af landets konservative borgmestre står bag Søren Pape i kravet om, at miljøminister, Eva Kjer Hansen (V), skal gå af.
»Jeg stoler på, at Rasmus Jarlov og Mette Abildgaard har gjort deres arbejde ordentligt, og derfor er det klart, at hvis de siger, at de har mistet tilliden til Eva Kjer Hansen, så har jeg også. Miljøpolitik er et meget vigtigt område for de konservative, og derfor synes jeg heller ikke, at Søren Pape har overreageret. Vi bliver nødt til at have de rigtige tal at forhandle ud fra«, siger Morten Slotved, der er konservativ borgmester i Hørsholm kommune.




























