De fleste forbinder måske mest Panama med en verdenskendt stråhat og ditto skibskanal. Men i april kunne danskerne føje »skattely« til deres Panama-konnotationer.
Her afslørede et læk af 11,5 mio. dokumenter fra advokatfirmaet Mossack Fonseca i det mellemamerikanske land nemlig, at en lang række toppolitikere, rigmænd og andre fra alverdens lande har oprettet offshore-selskaber i landet. Uden for skattefars fangarme.
Og det fik folketingspolitikerne til Twitter-tasterne, viser den månedlige opgørelse fra Skyggekabinettets dataværktøj, Twittertinget, som er udarbejdet af tre forskere fra Københavns Universitet og Aalborg Universitet og konsulenthuset Analyse&Tal.
LÆS OGSÅ: Grafik - Her er Panama-finten
Det globale hashtag #panamapapers debuterer nemlig på opgørelsen med en femteplads, kun overgået af ’hashtag-klassikere’ som #dkgreen (klima/miljø), #uddpol og #skolechat (uddannelse/skole), samt hashtagget for SF’s landsmøde, #sflm15.
Et andet Panama-relateret hashtag, #skattely, endte i øvrigt lige i hælene på de førnævnte.
Alligevel overrasker det Astrid Haug, en af Danmarks førende rådgivere af sociale medier, at #panamapapers ikke er højere placeret på listen.
POLITIKERNES FORETRUKNE EMNE-HASHTAGS
#hashtag: tweets (antal tweetende folketingspolitikere)
1) #dkgreen: 277 (34)
2) #sflm16: 218 (ukendt)
3) #uddpol: 178 (32)
4) #skolechat: 104 (19)
5) #panamapapers: 100 (26)
6) #skattely: 83 (17)
7) #sundpol: 70 (ukendt)
8) #dkmedier: 58 (34)
9) #dkbiz: 51(ukendt)
10) # 1 maj: 47 (26)
Kilde: Twittertinget
»Men det er måske i højere grad en udvalgt skare, der kommunikerer om de her Panama-papirer, mens #dkgreen og #skolechat er emner, som flere taler om løbende«, siger hun og uddyber:
»Jeg kunne forestille mig, at #panamapapers kørte på i et par dage eller en uge, og så ebbede det ud, fordi der ikke kommer nye historie op. Når alle politikere først har udtrykt deres forargelse, så er der også grænser for, hvor mange der bliver ved med at tweete om det«.
I alt har 31 folketingspolitikere gjort brug af en eller flere af hashtaggene #panamapapers, #skattely eller det mere obskure #panamaleaks.
LÆS OGSÅ: Politikerne har grønne fingre på Twitter
De røde i front
Twittertinget viser dog også, at Panama-papirerne er en dagsorden, som oppositionen klart har styret på det sociale medie. Således er kun to af de førnævnte 31 folketingspolitikere fra blå blok, nemlig Venstres uddannelsesordfører Jakob Engel-Schmidt og ministeren på området, skatteminister Karsten Lauritzen (V).
Han har dog ikke selv tweetet #panamapapers, men alene retweetet, altså delt, et tweet fra Socialdemokraternes Christine Antorini.
Årsagen til den røde dominans er ifølge Astrid Haug tostrenget.
»Det er en kombination af, at Twitter er domineret af politikere fra rød blok, og så tror jeg umiddelbart, at man i rød blok generelt er hurtigere til at råbe »skattely«, end man er i blå blok, hvor man har et lidt andet syn på og en tættere kontakt til den finansielle sektor«, siger hun og tilføjer:
»Desuden sidder Venstre jo i regering, hvorfor det er mere oplagt, at én minister går ud og »tager den« dagsorden. Ofte er der interne aftaler om, at kun ministrene udtaler sig, fordi det kan være et politisk farligt område. For hvis man tweeter om noget, skal man også gøre noget ved det, hvis man sidder i regering«.
MEST TWEETENDE POLITIKERE
Top-10
1) Pia Olsen Dyhr (SF)
2) Benny Engelbrecht (S)
3) Uffe Elbæk (ALT)
4) Andreas Steenberg (R)
5) Simon Emil Ammitzbøll (LA)
6) René Gade (ALT)
7) Morten Østergaard (R)
8) Lisbeth Bech Poulsen (SF)
9) Yildiz Akdogan (S)
10) Sofie Carsten Nielsen (R)
Kilde: Twittertinget
LÆS OGSÅ: S-formand i ny offensiv mod skattely
Twitter er et oplagt værktøj til at drille
Ph.d-stipendiat Tobias Bornakke Jørgensen fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet er blandt udviklerne af Twittertinget.
Det er hans vurdering, at ikke bare Twitter-mediets 'brugerdemografi', men også dets kommunikationsform har indflydelse på den røde dominans.
»Der er ikke plads til de lange forklaringer og belæg for dine argumenter, og det gør mediet ideelt til at drille »de andre« og gøre opmærksom på de problemstillinger, man synes, er vigtige i politik.
Gik vi ind og studerede mange af de her tweets, så ville vi se, at de handler om at italesætte et problem, snarere end at diskutere, hvorfor det er et problem, og hvad man kan gøre ved det«.
Sociale medie-rådgiver Astrid Haug er enig et stykke af vejen.
»Der var jo ret bred politisk enighed om, at det var galt. Der var ikke en større indlejret politisk konflikt i det. Alle partier er enige om, at det er forargeligt«, siger hun.
LÆS OGSÅ De røde styrer Twitter - men Frederiksen udebliver fra festen
Lav dine egne analyser
Twittertinget er som førnævnt Skyggekabinettets nye sociale medie-værktøj, der er udarbejdet af tre forskere fra Københavns Universitet, Aalborg Universitet.
Tjek selv Twittertingets sociale spindelvæv ud nedenfor og se, hvilke hashtags der hitter blandt magthaverne. Der er desværre ingen mobiludgave, da de mange tråde i netværket kræver en større skærm. Derfor skal du tilgå twittertinget fra din computer.



























