Regeringen og dermed Venstre fastslog allerede i regeringsgrundlaget, at den ønsker at sænke skatten på arbejdsindkomster, så gevinsten ved at arbejde øges. Først og fremmest har regeringen peget på lettelser i bunden til gavn for de lave indkomster. Men i regeringsgrundlaget er også skatten på den sidst tjente krone nævnt.
Liberal Alliances leder, Anders Samuelsen, har flere gange truet regeringens liv, hvis ikke han får de fem procentpoints lettelse af topskatten fra 15 til 10 procent, som partiet ønsker. I forbindelse med regeringsdannelsen i fjor fik Samuelsen ligefrem Venstreformand Lars Løkke Rasmussen til at skrive ind i regeringsgrundlaget, at regeringen har en »ambition« om at »sænke skatten på den sidst tjente krone med 5 procentpoint«. Om den ambition udmøntes ved, at topskattesatsen sænkes fra 15 til 10 procent, eller om – som Løkke Rasmussen siden regeringsgrundlaget har luftet mulighed for – beløbsgrænsen for, hvad der skal betales topskat af, hæves, finder vi ud af til efteråret.




























