Allerede i 2003 begyndte embedsmænd i den daværende regering ledet af Anders Fogh Rasmussen (V) at reagere på flere og flere oplysninger om tortur i irakiske fængsler og i den internationale militærkoalitions fangelejre i Irak.
Men trods de mange advarsler fortsatte Danmark med at udlevere irakiske fanger til fængslerne og lejrene. Det viser flere notater fra Forsvarsministeriet, som Politiken har gennemgået. De nye oplysninger får oppositionen til venstre for regeringen til at spærre øjnene op. »Det viser jo, at alle røde lamper lyste i systemet. Og at regeringen i stedet for at gøre noget ved sagen var følgagtig og ikke greb til handling. Det er en skandale«, siger tidligere udenrigsminister Niels Helveg Petersen, som i dag er de radikales forsvarspolitiske ordfører.



























