Unge vil ikke af med EU-forbehold

Lyt til artiklen

De politiske partier i Folketinget stod nærmest i kø i weekenden for at fortælle, at de er trætte af de fire danske EU-forbehold.

Men spørger man Danmarks unge mellem 16 og 25 år, så er politikerne lidt for hurtige på aftrækkeren. En ny stor undersøgelse som Dansk Ungdoms Fællesråd, DUF, har fået foretaget, viser, at de fleste unge hverken vil af med forsvarsforbeholdet, retsforbeholdet eller have skiftet kronen ud med euroen. Flertal for EU Analyseinstituttet TNS Gallup har via internettet kortlagt 1.198 unges holdninger til Den Europæiske Union, netop som den har 50 års fødselsdag. Undersøgelsen viser blandt andet, at 70 procent mener, det er godt for Danmark at være med i EU. Altså med de forbehold som et flertal af danskerne stemte ja til i 1993. Således vil kun 15 procent være med til at afskaffe retsforbeholdet, mens 38 procent vil beholde det. Og når det gælder forsvarsforbeholdet vil 21 procent af med det, mens 32 procent vil bevare det. Overrasket over forbehold For den fælles europæiske valuta er tallene for både tilhængere og modstandere noget højere. Kun 40 procent vil afskaffe euroen, mens 45 procent af de adspurgte ikke mener, at tiden er moden til at droppe kronen. Formanden for DUF, Jeppe Bruus, glæder sig over, at så mange unge har et positivt syn pår EU, men er overrasket over de unges holdning til forbeholdene. »Det er vel udtryk for, at de unge ikke er så meget anderledes end andre dele af befolkningen«, siger han, der selv er klar til at afskaffe undtagelserne. »Forbeholdene står i vejen for at vi får en ordentlig diskussion om de europæiske visioner. Vi diskuterer for og imod euroen og retsforbeholdet. I stedet for at diskutere, hvad vi vil med integrationspolitikken eller den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik«, siger Jeppe Bruus. EU skal markere sig på miljøet Europaparlamentarikeren Dan Jørgensen (S) mener, at de unges holdning kan hænge sammen med, at mange af dem ikke synes, de ved nok om EU. Undersøgelsen viser nemlig også, at 54 procent ikke føler sig klædt godt nok på til at stemme ved næste europaparlamentsvalg. »Hvis vi politikere ikke er gode nok til at kommunikere, hvad der sker i EU, hvordan skal vi så komme af med forbeholdene?«, siger han. Dan Jørgensen har godt nok fået et andet indtryk af de unges holdning til forbeholdene, når han møder dem på skoler og gymnasier rundt omkring i landet. »Mit eget uvidenskabelige indtryk er, at der er et massivt flertal for at komme af med forbeholdene«, siger han. Ifølge undersøgelsen er de unge positivt stemt for, at EU skal spille en vigtigere rolle på internationale politikområder. For eksempel mener 77 procent, at EU bør træffe de vigtigste beslutninger om klima og miljøpolitik.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her