Der er grænser for, hvad pressen kan tillade sig i forsøget på at få en politisk kommentar. Og pressens jagt på en kommentar fra integrationsminister Birthe Rønn Hornbech om hendes holdning til regeringens tørklædepolitik gik over stregen. Det siger formanden for Folketingets Presseloge, efter at både Folketinges formand, Thor Pedersen, og Christiansborgs administration har klaget over pressens opførsel i sidste uge. »Vi kan ikke leve med arbejdsmetoder, der udarter sig i regulær fysisk jagt, som tvinger et folketingsmedlem til at flygte ind i sekretariater, ud på toiletter eller til sidst op på taget. Det er simpelthen ikke værdigt«, siger Henning Olsson, der er formand for presselogen. Sikkerhedsregler overtrådt Kritikken kommer, efter at Folketingets betjente blandt andet observerede en fotograf, som var hoppet op i en af Folketingets sofaer for at få et overbliksbillede af pressemødet med statsministeren uden for folketingssalen. Betjentene lagde også mærke til to andre journalister, som var sprunget ind til Birthe Rønn Hornbech i en åben elevator med alt deres elektroniske udstyr. »Det er simpelthen en klokkeklar og alvorlig overtrædelse af sikkerhedsreglerne«, skriver Henning Olsson i et brev til presselogens medlemmer. »Folketingets Presseloge tager afstand fra arbejdsmetoder, der er i direkte strid med husets regler, og som undergraver Folketingets værdighed«, siger han. Journalister er gæster Thor Pedersen havde på et møde med Henning Olsson især gjort opmærksom på, at Folketinget først og fremmest var en arbejdsplads for medlemmerne, sekretariaterne og administrationen. Journalisterne derimod var gæster – arbejdende gæster – men stadigvæk gæster. Og på den baggrund blev journalisterne opfordret til at tænke alvorligt over forløbet i sagen.
Det er ikke lykkedes at få en uddybende kommentar fra Henning Olsson.




























