Rønn har ingen mål for integrationen

Lyt til artiklen

Birthe Rønn Hornbech er endnu engang under beskydning. Denne gang for ikke at have opstillet nogle klare mål for sit ministeriums integrationsindsats. Kritikken kommer fra Rigsrevisionen, der netop har offentliggjort en rapport om effekten af integrationsindsatsen over for nyankomne udlændinge. Rønn må handle Kritikken er dybt alvorlig, mener integrationsordførerne fra både Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti, som kræver direkte handling fra ministeren. »Ministeriet må sætte turbo på arbejdet med at sætte mål for integrationens mere bløde områder«, siger Morten Østergaard (Rad.V). Også Helle Sjelle (K) forventer, at ministeren tager Rigsrevisionens kritik til efterretning. »Hvis Rigsrevisionen har nogle anmærkninger, så forventer jeg selvfølgelig, at ministeriet med ministeren i spidsen får rettet op på sine ting«, fastslår hun. Der sker intet afgørende Har man ingen mål, er det svært at sætte de nødvendige ressourcer af, påpeger Henrik Dam Kristensen (S). »Når man ikke ved, hvad man vil, har man jo intet at pejle og styre efter«, siger han. »Det er ligesom ’alt godt fra havet’ – alt er lige godt og der sker ikke noget afgørende«, pointerer han. Ingen tilbud til de arbejdsløse Ministeriets har heller ikke gjort nok for at forbedre den kommunale integrationsindsats. Der er behov for, at udlændinges medbragte kompetencer vurderes ved ankomsten, og at flere får arbejdsmarkedsrettede integrationstilbud, påpeger Rigsrevisionen i deres rapport. Og det får den radikale integrationsordfører til at kræve, at ministeren tager et initiativ, der sikrer, at man tager udgangspunkt i de kompetencer, udlændingene har med i bagagen, når de kommer. »Det er helt uacceptabelt, at en stor del af de nyankomne udlændinge, efter de første tre år stadig ikke har fået arbejdsmarkedsrettede tilbud som et led i integrationsindsatsen, og det skriger til himlen, at regeringen så sent som i går roste sig selv for en vellykket integration«, siger Morten Østergaard. Det har ikke været muligt at få en kommentar fra ministeren selv.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her