Rønn udelukker R fra radiodebat

Lyt til artiklen

Birthe Rønn Hornbech (V) eller Morten Østergaard (rad.v.). Sådan lød det ultimatum, integrationsministeren stillede P1 over for, da radiostationen ville invitere både hende og den radikale politiker i studiet til en debat om EF-domstolen og den danske udlændingepolitik tidligere i dag. Men selv om P 1’s valg faldt på Rønn Hornbech, afholdt det ikke ministeren fra at rette flere personlige angreb mod Christiansborg-kollegaen under udsendelsen. De radikales felttog Ministeren beskylder blandt andet Morten Østergaard, som sammen med Berlingske Tidende har været med til at afdække problemerne i udlændingeservice, for udelukkende at køre en kampagne, der skal få flere udlændinge til Danmark. »Det felttog, Morten Østergaard er ude på, er bare at få flere opholdstilladelser, og det er vi stærkt i mod. Han bruger alle mulige midler. Men der er jeg nødt til at sige, at vi vil gøre, hvad vi kan - altså bare med lovlige midler - for at fastholde den stramme udlændingepolitik, som vi er valgt på sammen (Dansk Folkeparti og regeringen, red.)«, siger hun blandt andet. Beskyldninger om magtarrogance De personlige skyts ærgrer Morten Østergaard, som kritiserer ministeren for ikke at turde tage debatten med sine politiske modstandere. »Jeg kan jo ikke gøre andet end at slå ud med armene og konstatere, at det jo ærgerligt, når en mangeårig parlamentariker så hurtigt opnår en magtarrogance, hvor man synes, at Folketinget er mere i vejen end noget andet, og at man sådan set bare gerne vil have lov til at bedrive sit ministerjob i fred«, siger han til politiken.dk. I studiet var Morten Messerschmidt inviteret ind som erstatning for Østergaard. Rønn bliver kaldt i samråd Men det ser ikke ud til, at Birthe Rønn Hornbech kan blive helt fri for at svare på spørgsmål fra Morten Østergaard. »Jeg kan da love, at der kommer et par samråd, hvor hun ikke kan undgå at få debatten. Hun må jo selv om, om hun vil stille op til debatter i medierne med mig, men jeg synes så til gengæld, at hvis hun ikke vil det, så skal hun også holde sig for god til at komme med personlige angreb i samme bevægelse«, lyder det fra integrationsordføreren. Og ombestemmer hun sig, så er der her en stående invitation fra Morten Østergaard: »Så kan hun bare sige hvor og hvornår«.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her