Det var tilsyneladende noget af en mærkesag for Venstre i 2013 at få nedbragt sagsbehandlingstiden ved ansøgninger om statsborgerskab. I hvert fald gik V-indfødsretsordfører Jan E. Jørgensen til stålet, da han kritiserede daværende socialdemokratiske justitsminister, Morten Bødskov, for ikke at gøre nok for at få den gennemsnitlige sagsbehandlingstid ned fra de daværende 14-16 måneder.
»Det er en uanstændig måde at byde de kommende danske statsborgere velkommen på«, forklarede Jørgensen i Folketingssalen om de 14-16 måneders ventetid og kaldte det »ganske enkelt for uambitiøst«, at den daværende regering havde et mål om i løbet af et halvt år at få barberet sagsbehandlingstiden ned til syv måneder.


























