Folketinget vil mindes prins Henrik med et minuts stilhed

Lyt til artiklen

Danmarks folkevalgte mindes prins Henrik tirsdag 20. februar klokken 10.00 i Folketingssalen.

Det oplyser Folketingets Administration.

Mindehøjtideligheden vil foregå på samme måde, som den der fandt sted ved dronning Ingrids død i 2000.

Således bliver det Folketingets formand, Pia Kjærsgaard (DF), der holder mindeord over prins Henrik.

Derudover vil der være et minuts stilhed.

Efter højtideligheden udsættes mødet i Folketingssalen til klokken 13.00.

Prins Henriks bisættelse finder sted klokken 11.00 i Christiansborg Slotskirke. Det bliver efter prinsens eget ønske en mindre ceremoni.

Da dronning Ingrid blev mindet i Folketinget, holdt daværende formand Ivar Hansen (V) mindeord, og daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) læste et officielt brev fra dronning Margrethe op.

Når mødet i salen genoptages tirsdag, vil den oprindelige dagsorden blive gennemført.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her