Slutter i morgen: Få Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Danmark overvejer diplomatiske træk mod Rusland efter spionforgiftning

Nanna Navntoft/POLFOTO
Nanna Navntoft/POLFOTO
Lyt til artiklen

Den danske regering overvejer, om forgiftningen af en russisk eksspion og hans datter i Storbritannien skal have konsekvenser for relationen mellem Danmark og Rusland.

Det oplyser udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), efter at den britiske premierminister, Theresa May, har svaret igen på giftangrebet, som hun siger, at Rusland står bag, med en lang række straftiltag.

»Vi tager kontakt med briterne for at finde ud af, hvordan vi kan udvise solidaritet i forhold til den situation, briterne er endt i«, siger Samuelsen.

Regeringen har endnu ikke taget stilling til, hvilken form den danske solidaritet skal antage. Samuelsen kan således ikke sige, om Danmark for eksempel skal udvise russiske diplomater, sådan som Theresa May vil gøre.

Der er brug for at drøfte det i god ro og orden og finde ud af, hvad briterne præcist ved.

»Det er en frygtelig situation. Det er fuldstændig uacceptabelt, hvad der er foregået. Vi skal selvfølgelig vise, at vi står på briternes side«, siger Samuelsen.

Der er således heller ikke taget stilling til, om danske ministre og kongelige bør overvære VM i fodbold, der finder sted i Rusland til sommer. Hverken de britiske kongelige eller regeringsmedlemmer kommer til at være der.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her