Dansk Folkeparti vil i regering med Venstre efter valget


  »Hvis danskerne vil give os opbakning, vil vi gøre det klart, at vi er parat til at gå med i regering«, siger  Kristian Thulesen Dahl (DF). Jens Dresling/POLFOTO
»Hvis danskerne vil give os opbakning, vil vi gøre det klart, at vi er parat til at gå med i regering«, siger Kristian Thulesen Dahl (DF). Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, kræver, at der sammensættes en helt ny regering, hvis blå blok vinder magten efter næste folketingsvalg.

Det siger han i sin grundlovstale, hvor han gentager tidligere udmeldinger om at gå i regering, men denne gang skærper dem.

»Vi går til valg på, at nok kan Lars Løkke Rasmussen fortsætte som statsminister med vores opbakning, men det bliver for en ny-sammensat regering«.

»Hvis danskerne vil give os opbakning, vil vi gøre det klart, at vi er parat til at gå med i regering«, siger han.

Tidligere har han sagt, at der skulle være en vis opbakning, før han ville overveje at gå i regering med Venstre.

Afviser at ville pege på S

Selv om Dansk Folkeparti igen skulle blive det største parti, vil han dog ikke gå efter posten som statsminister. Det har Kristian Thulesen Dahl tidligere meldt ud.

Han afviser at ville pege på Socialdemokratiet efter valget, for DF har haft et godt og tæt samarbejde med Venstre siden 2001, hvor de borgerlige kom til magten.

Håbet er, at en V-DF-regering kan samarbejde med Socialdemokratiet, så udlændingepolitikken bliver låst bredt over midten.

Socialdemokratiet meldte i en kronik tirsdag ud, at partiet vil i en etpartiregering, hvis rød blok vinder valget.

»Tak for, at hun nu har gjort det klart, at de radikale ikke igen skal kunne true sig ind i en regering og dermed sikre sig afgørende indflydelse på blandt andet udlændingepolitikken igen i fremtiden«, siger han.

Vil forhandle om et paradigmeskift

I sin tale kommer DF-formanden også ind på, at han på ny vil forhandle om et paradigmeskift i udlændingepolitikken.

Det blev skrottet efter en højdramatisk start på året, hvor det ikke lykkedes DF at komme igennem med det.

»Hvis først man er kommet til Danmark, kommer man aldrig hjem igen. Det dur jo ikke. Får man asyl i Danmark, er det i udgangspunktet midlertidigt. Man skal hjem igen, når man kan«, siger han.

Desuden skal der indføres et loft over antallet af familiesammenføringer, hvilket er et område, hvor Tyskland i øjeblikket går forrest.

»Kan man i Tyskland – som jo er med i de samme internationale konventioner, som Danmark er – kan vi også i Danmark«, siger Kristian Thulesen Dahl.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her