Fagforeninger: Tvangsbarsel til far styrker ligestilling

Lyt til artiklen

Når nu de danske politikere ikke har vist vilje til at etablere øremærket barsel for mænd, er det godt, at de andre medlemslande i EU kunne bane vejen.

Det er meldingen fra to fagforeninger, efter at et flertal af EU-lande torsdag har vedtaget, at der skal være to måneders tvungen barsel til mænd.

Det er sket på et møde for EU's social- og beskæftigelsesministre i Luxembourg torsdag.

Det er en virkelig glædelig nyhed, lyder det fra Camilla Gregersen, der er formand for Dansk Magisterforening.

»Det er et vigtigt redskab til at opnå reel ligestilling på arbejdsmarkedet, og det gælder også i familielivet«, siger hun.

»For mig at se, handler det om at give nogle rettigheder til partneren til den gravide. Vi ser, at rigtigt mange gerne vil holde barsel med deres lille barn, men ikke får lov. Derfor er det så vigtigt, at de får nogle rettigheder«, siger hun.

Danmark vil ikke tvinge fædre til barsel

Halvanden af de to måneder, der skal være øremærket, skal være betalt, og en halv måned kan være ubetalt. Dog kan landene selv vælge at betale ydelser i hele perioden.

Fra dansk side ville regeringen ikke tvinge mænd på barsel og stemte ikke for. Det er brandærgerligt, mener Marianne Vind, der er næstformand i HK/privat.

»Det er helt fantastisk for familierne, at fædre fremover får en rettighed til at være sammen med deres børn«.

»Som det er nu, er der en masse barrierer som for eksempel virksomhederne selv«, siger hun.

Inden lovforslaget endeligt bliver vedtaget, skal det forhandles på plads med EU-Parlamentet.

Troels Lund: Rigtig dårlig dag for Danmark

Tidligere torsdag tabte Danmark også kampen mod øremærket barsel til mænd.

»Det er en rigtig dårlig dag for Danmark her i Luxembourg«, siger beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) efter mødet.

Han ser de danske nederlag som et politisk problem mere end et samfundsøkonomisk problem.

»Jeg synes, at det er et problem, at man ikke respekterer de nationale medlemsstater«, siger Troels Lund Poulsen.

»Man begynder at se, at nogle af de ting, vi har opbygget i Danmark - den skandinaviske velfærdsmodel - på sin vis kommer under pres«.

»Det er klart, at det ødelægger ikke dansk økonomi. Men det er det, jeg kalder et digebrud. Og det er det, der bekymrer mig«, siger han.

EU-landene skal nu forhandle de nye regler helt på plads med Europa-Parlamentet, før de er vedtaget.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her