Hvis mindreårige begår seksuelle overgreb, skal forældre og nære familiemedlemmer kunne straffes, såfremt de tilkendegiver, at handlingen er acceptabel eller kan forklares.
Det mener Dansk Folkeparti (DF) ifølge Berlingske.
Partiets integrations- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, vil ifølge avisen kontakte justitsministeren og integrationsministeren efter sommerferien for at få straffeloven ændret.
»Hvis eksempelvis et barn begår en voldtægt, og man kan bevise, at forældrene har forsømt deres opgave som forældre og er ansvarlige for, at deres barn er blevet på den måde, som det er blevet, så skal der være mulighed for at straffe forældrene«, siger Martin Henriksen til Berlingske.
Desuden bør det ifølge DF være muligt at udvise forældre til kriminelle børn, når det er muligt.
Ønsket om en strammere straffelov kommer, efter at seks unge drenge for nylig blev sigtet for voldtægt og voldtægtsforsøg mod fem piger i Nordsjælland.
I en af sagerne har en forælder blandt andet bakket op om sin søn ved at sige, at der ikke var tale om voldtægt, og at pigen løj om forløbet.
Det er blandt andet en sådan udtalelse, som DF vil gøre strafbar.
DF har endnu ikke udarbejdet lovforslaget.
ritzau




























