I sine allersidste sætninger på et timelangt pressemøde var det, som om Lars Løkke Rasmussen med et stil- og attitudeskift uforvarende gav et fingerpeg om, hvor han har tænkt sig at placere en afgørende front i den valgkamp, han officielt betragter som irrelevant at tale om.
Statsministeren, der har tilbragt sommerferien i sit smålandske sommerhus, havde givet sig god til at svare alle tænkelige spørgsmål på en måde, der signalerede, at han er aldeles fri for den valgfeber, som har taget bo i rød blok og dens mange statsministerkandidater. Løkke hverken hoverede eller gjorde sig lystig.




























