Pape afviser blankt: Politi bruger ikke ansigtsgenkendelse

Arkivfoto Jens Dresling
Arkivfoto Jens Dresling
Lyt til artiklen

Politiet bruger ikke ansigtsgenkendelsesteknologi i overvågning af det offentlige rum.

Det fastslår justitsminister Søren Pape Poulsen (K) under et samråd indkaldt af SF's Lisbeth Bech Poulsen.

Spørgsmålet er foranlediget af en artikel i Ekstra Bladet, der i juni skrev, at politiet har taget ansigtsgenkendelse i brug. Endda ved hjælp af droner.

Men man må forstå på justitsministeren, at der nærmest er tale om en misforståelse.

»Københavns Politi har præciseret, at det, der menes med citaterne i Ekstra Bladet, er, at kameraerne på dronerne er så gode, at politibetjentene kan genkende personerne på billederne«, siger Pape.

»Rigspolitiet har understreget, at politiet ikke benytter overvågningsudstyr i det offentlige rum, der eksempelvis genkender ansigter på mistænkte personer«.

Der er kun et enkelt sted, der bruges ansigtsgenkendelsesteknologi, og det er i paskontrollen i Københavns Lufthavn. Derudover er politiet i gang med et forsøg, hvor teknologien bruges til at identificere ofre for børneporno.

Justitsministeren forsikrer, at hvis det på et tidspunkt kommer på tale at benytte ansigtsgenkendelse i det offentlige rum, vil Folketinget skulle debattere det.

»Der skal være et flertal i Folketinget, der vil det, før vi sætter det i værk«, siger han.

Lisbeth Bech Poulsen er den eneste politiker, der er mødt op til samrådet.

»Det er lidt foruroligende, at ansigtsgenkendelsesteknologi ikke berettiger til mere interesse fra mine kolleger«, siger hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her