Onsdag kom EU-Domstolens generaladvokat med en så alarmerende vurdering, at Inger Støjberg nu bør rydde skrivebordet og tilsidesætte al anden udlændingepolitik for at få domstolen til at gå en anden vej.
Sådan lyder det fra Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Mattias Tesfaye, efter at EU-Domstolens generaladvokat har vurderet, at Danmark i årevis ulovligt har afvist familiesammenføring af tyrkiske statsborgere. Generaladvokatens vurdering er ikke bindende, men hvis den EU-dom, der ventes at falde inden for et par måneder, følger vurderingen, er det mildt sagt ikke godt, mener Mattias Tesfaye.


























