Stram Kurs forventer at opstille op mod 30 kandidater


    Rasmus Paludan, racismedømt ledeer af partiet Stram Kurs. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Rasmus Paludan, racismedømt ledeer af partiet Stram Kurs. Foto: Finn Frandsen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Der er udsigt til, at alle danskere får mulighed for at stemme personligt på Stram Kurs, når der afholdes folketingsvalg 5. juni.

Partiformand Rasmus Paludan fortæller, at han allerede har 10 kandidater klar.

Og han forventer at præsentere mange flere, inden fristen for at indlevere kandidatlister udløber 11 dage før valget.

»Vi er lige nu én i hver af de 10 storkredse. Det var der mange, der ikke troede, at vi kunne, men det er altså lykkedes. Og det er samtidig de rigtige, vi har fat i.

»Der er også flere på vej. Jeg håber, at vi når op på mellem 20 og 30 inden valget, siger Paludan.

Han har de seneste mange måneder turneret landet rundt ved demonstrationer, hvor han blandt andet har brændt koraner af.

Den type markeringer bliver der dog færre af nu, hvor valget er udskrevet.

»Vi vil demonstrere mindre og deltage mere i debatter. Og heldigvis er vi altså flere kandidater nu, så Stram Kurs ikke længere kun betragtes som Rasmus Paludans parti.

»Mange tror, at jeg kun taler med børn og ikke kan klare mig i en debat med voksne politikere, og det glæder jeg mig til at modbevise, siger han.

Partiformanden mener, at det er på høje tid med et folketingsvalg.

»Danmark har brug for en helt ny kurs. Jo før, jo bedre.

»Nu får danskerne mulighed for at vælge mellem et muslimsk kalifat, hvor de betragtes som slaver og ludere, eller et vestligt demokrati, hvor menneskerettigheder som ytringsfrihed og forsamlingsfrihed respekteres, siger partilederen, der tidligere i år fik en dom for overtrædelse af den såkaldte racismeparagraf.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her