Danske seere har efterhånden vænnet sig til normalt utænkelige tv-billeder fra en dansk valgkamp, hvor det er nødvendigt for en partileder fra et nyt, politisk marginaliseret parti at omgive sig med massiv politibeskyttelse, når han bevæger sig rundt i sin særprægede valgkamp.
Bag kulisserne på den synlige del af politikerfænomenet Rasmus Paludan og Stram Kurs har tunge samfundsinstitutioner i ministerier, Rigspolitiet, de politiske partier og de etablerede medier længe arbejdet på højtryk for at komme på omgangshøjde med, hvordan de skal håndtere et valg, som – frygter de – i kraft af Paludan kan udvikle sig helt uforudsigeligt.




























