Fra mandag og valgkampen ud byder Politikens valgtelt på arrangementer, der skal bringe politikere og vælgere tættere på hinanden.

Kom og besøg os: Fra mandag bringer vi vælgerne og politikerne tættere sammen

Politikens hvide havetelt ser måske en smule beskedent ud foran massive Christiansborg, men i en tid hvor mistilliden mellem vælgere og politikere vokser, er der behov for arrangementer, der kan samle folk, mener Politikens livechef. Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
Politikens hvide havetelt ser måske en smule beskedent ud foran massive Christiansborg, men i en tid hvor mistilliden mellem vælgere og politikere vokser, er der behov for arrangementer, der kan samle folk, mener Politikens livechef. Foto: Emma Sejersen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Findes der noget bedre sted at tage pulsen på en allerede underfundig valgkamp end på politikernes arena?

Formentlig ikke, og derfor satte Politiken lørdag sit valgtelt op på Christiansborg Slotsplads. Et hvidt havetelt med et stort fedt ’Politiken’-logo over indgangen markerer, at du er kommet til rette sted.

Fra mandag 20. maj og valgkampen ud bydes der på daglige debatarrangementer, hvor vælgere kan blive klogere på, hvad politikerne egentlig mener, og hvordan de har tænkt sig at håndtere nogle af denne valgkamps store emner.

»Det er et forsøg på at bringe politikere og vælgere tættere på hinanden. I en tid, hvor der er så meget mistillid til politikere, synes vi, det er særligt vigtigt, at man kan komme og møde politikerne face to face. Derfor har vi inviteret dem herned for at have forskellige debatter«, fortæller Politikens Livechef, Louise Grau, mens hun hænger en karikaturtegning af Uffe Elbæk (Å) op på teltets hvide væg.

Åbner mandag

Mandag 20. maj åbner ballet, og avisen inviterer på et glas vin og efterfølgende politisk debat mellem Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og Martin Geertsen (V), der diskuterer rød og blå bloks mest markante uenigheder. Politikens chefredaktører og politiske redaktør kommer med deres foreløbige valganalyser, ligesom bladtegner Roald Als viser sine personlige favoritvalgtegninger gennem tiden.

Programmet bliver opdateret løbende, men man kan allerede nu se frem til blandt andet uddelingen af Politikens ugentlige Dialogpris og klima-, landbrugs- og it-debatter, der alle bliver modereret af Politiken-medarbejdere.

»Det er også et forsøg på at gøre avisen åben, så man kan komme og møde vores folk og vores politiske redaktion. Man kan få et indblik i, hvordan vi arbejder og prioriterer, og man er velkommen til at komme med input. Hvad synes vælgerne, er vigtigt, at vi skriver om i Politiken?«, siger Louise Grau.

Emil Valdimarsson

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her