Marianne Jelved (R): »Jeg sidder i socialudvalget sammen med Karina Adsbøl (DF). Det er ikke meget af DF’s politik, jeg er enig i, men på socialområdet kan Karina og jeg få mange gode debatter, der gør, at vi rent faktisk finder sammen om en mulig løsning på et problem for borgerne. Vi har vænnet os til at lytte til hinanden og være kreative sammen. For eksempel blev vi enige om, at der var alt for mange sager, hvor borgere fik ret i klager over kommunale afgørelser, men ofte først et par år efter, at afgørelsen var sat i værk. Så vi måtte ændre lovgivningen, så klager skal behandles inden for et fast antal uger, og kommunens afgørelse ikke sættes i værk, før sagen er prøvet i Ankestyrelsen. Det kaldes nu en varslingsperiode. På tværs af umage partier kan personer gøre en forskel«.
Hver dag under valgkampen kårer en politiker sin bedste politiske modstander.



























