Partilederne tørnede tirsdag aften sammen for sidste gang, inden valgstederne i morgen åbner. Der blev diskuteret velfærd og om klimadebatten var præget af hysteri. Men særligt Løkkes (V) forslag om en midterregering fik gang i en ophidset diskussion.

Debatten minut for minut: Slagsmål om velfærd, klimahysteri og samarbejde over midten


    Klaus Riskær Pedersen og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige ankommer til 'Det sidste ord' partilederdebat i TV 2s studie på Københavns Hovedbanegård. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Klaus Riskær Pedersen og Pernille Vermund fra Nye Borgerlige ankommer til 'Det sidste ord' partilederdebat i TV 2s studie på Københavns Hovedbanegård. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

I morgen klokken 08.00 åbner valgstederne landet over. Det skal afgøres, hvem der skal regere Danmark.

En af de sidste muligheder for at påvirke vælgerne var tirsdag aften, hvor de 13 partiledere mødtes til debat på TV 2.

Her er tre af debattens vigtigste emner:

Slagsmål om velfærd

Første emne var velfærd, hvor særligt minimumsnomeringer i daginstitutionerne fyldte. Mens blandt andet SF og Radikale igen udtalte deres ønske om at bruge nogle af velfærdskronerne på at få flere pædagoger i daginstitutionerne, mente Kristian Thulesen Dahl (DF), at der i valgkampen har været alt for lidt fokus på de ældre.

Socialdemokraterne vil efter valget kræve af kommunerne, at der kommer flere pædagoger i daginstitutionerne.

Men hvor skal pengene så komme fra?

Ifølge Mette Frederiksen (S) blandt andet fra bankerne, der skal give et større samfundsbidrag. Ifølge Pernille Skipper (Ø) ved at sætte selskabsskatten op.

Men man kan ikke beskatte sig til velfærd, sagde Konservatives leder, Søren Pape Poulsen, og påpegede at »det løber ham koldt ned ad ryggen ved tanken om, hvad der kan ske efter i morgen«.

Klimahysteri?

Klimaet var også en af debattens store temaer, som det har været hele valgkampen igennem. Men det burde det ikke have været i lige så høj grad, lod Kristian Thulesen Dahl forstå – i hvert fald ikke på den måde, som debatten har været.

Ifølge ham har den nemlig været præget af »hysteri«.

Til det svarede Pernille Skipper (Ø), at hun kunne love, at hun nok skulle blive hysterisk.

»Det er et vanvittigt alvorligt problem«, sagde hun.

Men man skal ikke skræmme, mente Rasmus Paludan fra Stram Kurs. Spørger man ham, er klimaproblematikken ikke »nær så reel«, som den bliver gjort til. Den er desuden »imaginativ«, lod han forstå og sagde, at der ikke ikke er i orden at bruge enorme ressourcer på »symbolske handlinger«.

Vermund: Løkke snor sig efter magten

Bølgerne gik højest, da debatten faldt på samarbejde. For hvem skal samarbejde i den kommende regering?

Lars Løkke Rasmussen meldte tidligere på dagen ud, at han mener, at Danmark er bedre tjent med en løsning over midten, og den melding gentog han under tirsdagens debat.

»Vi er nødt til at skære yderfløjene fra«, sagde han og påpegede, at Enhedslisten nok bliver »for vildt«.

Det tolkede Mette Frederiksen (S) som om, at Lars Løkke Rasmussen sammenlignede Enhedslisten med Stram Kurs. En »urimelig« sammenligning, sagde hun.

Pernille Vermund fra Nye Borgerlige sagde med henvisning til Lars Løkke Rasmussens udmelding om en midterregering, at hun vidste, at statsministeren ville »sno« sig efter magten.

»Vi havde ikke en døjt tillid til, at han ville holde, hvad han lovede«, sagde hun.

Efterfølgende begyndte statsminister Lars Løkke Rasmussen og Pernille Vermund at mundhugges.

»Nu skal du ikke stå og råbe ad mig«, lød det fra Lars Løkke Rasmussen.


© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her