Efter de første exitpolls står Kristendemokraterne og Nye Borgerlige på den rigtige side af spærregrænsen, mens Stram Kurs har det stramt og ligger lige under. Klaus Riskær Pedersen har indtil videre langt op til de magiske to procent

Exitpolls: Jubel hos Kristendemokraterne – gysere på højrefløjen


 Afgående formand for partiet Stig Grenov og folketingskandidat Anne Grønlund jubler over de første prognoser under valgfesten hos Kristendemokraterne på deres landskontor i Vermlandsgade på Amager. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Afgående formand for partiet Stig Grenov og folketingskandidat Anne Grønlund jubler over de første prognoser under valgfesten hos Kristendemokraterne på deres landskontor i Vermlandsgade på Amager. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Taget med en stor skovlfuld salt: Noget kan tyde på, at Nye Borgerlige og Kristendemokraterne måske klarer spærregrænsen på to procent og kommer i Folketinget

I hvert fald er exitpolls fra såvel Danmarks Radio som TV 2 enige om, at de to partier klarer skærene. Kristendemokraterne kommer begge steder lige over de to procent, mens Nye Borgerlige står til 2,6 procent hos TV 2 og kun lige akkurat to procent hos DR.

Til gengæld viser de to exitpolls i TV, at det indvandringsfjendske Stram Kurs lige akkurat ikke klarer spærregrænsen. Hos både TV 2 og DR står Rasmus Paludans parti til 1,8 procent.

Partilederen, der blandt andet kalder sig Danernes Lys, kan dog godt blive valgt til Folketinget alligevel, hvis han eller partiet trækker et såkaldt kredsmandat.

Klaus Riskær Petersens nye parti ser ud til at være langt fra drømmen om repræsentation i Folketinget, idet partiet i de to exitmålinger foretaget på valgstederne viser, at erhversmanden og hans kandidater ikke får meget mere end 0,7 procent af stemmerne.

0,8 procent i 2015

For Kristendemokraterne vil det være en velsignelse uden lige efter at have været ude af Folketinget siden 2005. Partiet havde i 1980erne og 1990erne en storhedstid med flere ministerposter i skiftende regeringer.

Og selv om stemmerne måske alligevel ikke holder til at nå to procent på landsplan – partiet fik ved sidste valg kun 0,8 procent - kan det måske alligevel lade sig gøre. For ifølge valgforskeren Kasper Møller Hansens prognose kan partiet måske hive et kredsmandat hjem i Vestjyllands Storkreds og dermed også komme med i fordelingen af tillægsmandater.

Det vil cirka kræve 18.000 vestjyske stemmer i aften, og det er partiets spidskandidat Kristian Andersen (KD) opstillet i Ringkøbing, der skal trække det læs.

Derudover har partiets nye fungerende formand Isabella Arendt gjort det godt, selv om hun først kom til midtvejs i valgkampen, og får partiet kredsmandatet mod vest og de dertil hørende tillægsmandater kommer hun måske også i Folketinget.

Nye Borgerlige, der også er et spritnyt parti, stod ved den seneste måling dagen før valget til 2,7 procent... og har i stort set alle målinger siden oktober stået til mageligt at smutte med ind på Christiansborg. Men nu ser partiet alligevel ud til at snuse til spærregrænsen, så det bliver en gyseraften for Pernille Vermunds parti.

Hun sagde dog her til aften, at bare det at være over de to procent er »vildt«

For Rasmus Paludan er det - som for mange andre - også en hyperspændende aften. Hans parti Stram Kurs stod dagen før valget i målingerne til lige akkurat til at komme ind med to procent af stemmerne.

Men partiet behøver så heller ikke nødvendigvis mobilisere så mange danskere. Ligesom Kristendemokraterne. Valgforsker Kasper Møller Hansen spåede allerede for nogle dage siden, at Rasmus Paludans parti ser ud til måske at kunne få et kredsmandat i Sjællands Storkreds, hvor partistifteren selv er spidskandidat, og dermed også gøre sig berettiget til tillægsmandater.

I de seneste målinger så det ud til, at Paludans parti kunne hive knap fire procent af stemmerne hjem i det sjællandske.

Klaus Riskær Pedersens parti, der jo hedder det samme som stifteren, fik af gode grunde ikke nogen stemmer ved valget i 2015, for partiet eksisterede slet ikke, og det stod ved den seneste måling da også kun til at kunne erobre 0,5 procent af danskernes stemmer. Og deromkring ser partiet så også ud til at ende.

Flemming Christiansen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her