Anders Samuelsen må forlade Christiansborg. Også Joachim B. Olsen er færdig. DF mister flere store profiler.

Overblik: De ryger ud af Folketinget

Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret kl. 19.42

Der er vindere, og der er tabere i politik. Lidt efter lidt står det klart, hvem der taber.

Politiken giver her et overblik over, hvem der ryger ud af Folketinget:


Liberal Alliances leder og tidligere udenrigsminister, Anders Samuelsen, lider et enormt nederlag og må forlade Folketinget. Han fik ikke sit mandat i Nordsjælland storkreds.

Joachim B. Olsen (LA) blev ikke valgt i København Omegns storkreds.

Liberal Alliance styrtbløder folketingsmedlemmer og har mistet ni mandater af de 13, som partiet havde før valget.

Partiets gruppeformand og politiske ordfører, Christina Egelund må også vinke farvel, da Liberal Alliance mister sit mandat i Nordjyllands Storkreds, hvor hun er opstillet.

Laura Lindahl (LA) kommer heller ikke i Folketinget – hun manglede kun 10 stemmer for at blive genvalgt.

DF er faldet fra 37 mandater til 16. Et tab på 21 mandater. Det betyder blandt andet, at partiets udlændingeordfører Martin Henriksen ikke bliver genvalgt. I Københavns Storkreds blev det kun til ét mandat – og det gik til Peter Skaarup.

Kenneth Kristensen Berth og Martin Dencker er ej heller genvalgt i Københavns Omegns Storkreds. Det samme gælder Marlene Harpsøe og Jan Erik Messmann i Nordsjællands Storkreds, hvor DF’s eneste mandat gik til Morten Messerschmidt.

I Nordjyllands Storkreds, hvor DF er gået fra fire til to mandater, ryger også Morten Marinus og Ib Poulsen ud.

I Vestjylland har DF’s Christian Langballe fået færre personlige stemmer end partiets skatteordfører Dennis Flydtkjær. Dansk Folkeparti har kun et eneste mandat i Vestjylland, og Langballe mister altså sit sæde i Folketinget.

Dansk Folkepartis Kim Christiansen, som stillede op i Østjyllands Storkreds er også færdig i Folketinget. Partiet går fra fem til to mandater i kredsen, og da Christiansen kun trak fjerdeflest stemmer for DF i Østjylland, fortsætter han ikke i Folketinget.

Alternativet går fra to til ét mandat i Københavns Storkreds. Det går ud over Carolina Magdalene Maier, forkvinden for partiets folketingsgruppe, som ikke opnår genvalg.

Partiets miljøordfører, Christian Poll, ryger også ud af Folketinget, fordi Alternativet ikke genvandt sit mandat i Nordsjællands Storkreds.

I Københavns Storkreds har Socialdemokratiet mistet et af sine fire mandater. Pernille Rosenkrantz-Theil og Peter Hummelgaard tager de to ud af tre, der er tilbage. Sidste mandat går til Lars Aslan Rasmussen. Det betyder, at Mette Reissmann og Yildiz Akdogan mister sine pladser.

I Grønland mister Aleqa Hammond fra løsrivelsespartiet Nunatta Qitornai sit mandat til den 22-årige Aki-Matilda Høegh-Dam fra det socialdemokratiske parti Siumut. Aleqa Hammond var tidligere medlem af Siumut, men forlod partiet i 2016.

Majlinda Urban Kuci

Hvad skal politikerne gøre for at forbedre folkeskolen? Deltag i samtalen her

Politiken har samlet et panel af kompetente skolefolk, der kommer med deres bud på, hvordan folkeskolen kan forbedres.

Men hvad mener du?

Foto: Philip Ytournel/POLITIKEN

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her