Fødselsdagstilbud: Prøv Politiken resten af året for 142 kr.

Pernille Skipper før dagens forhandlinger: Mette Frederiksen skal vinde vores tillid, før vi støtter hende

Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Sidste gang en socialdemokrat blev statsminister baseret på Enhedslistens mandater endte det med en voldsom skuffelse for partiet. Enhedslisten fik sat stolen for døren, og regeringen lavede finanslov uden om partiet.

Det var her, at daværende politisk leder Johanne Schmidt-Nielsen sagde de famøse ord: 'Regeringen pisser på vælgerne'.

Derfor er Enhedslisten betydeligt mere tilbageholdende med støtten i denne omgang.

»Fortidens synder blev begået af Socialdemokratiet og SF, der låste sig inde i et stort tårn og kom ud med en plan, vi ikke havde set. Så denne her gang skal der ligge en aftale. Ellers modsætter vi os dannelsen af en regering«.

»Det skal være en politisk plan, der bekæmper ulighed, sikrer den grønne omstilling og hjælper de svage i stedet for at give skattelettelser til de rige«, siger Enhedslistens politiske leder, Pernille Skipper, forud for forhandlingerne lørdag.

Aftalen skal holde hele regeringsperioden

Man siger, at enhver strategi kun holder til det første møde med fjenden. Men Pernille Skipper understreger, at aftalen skal holde hele regeringsperioden.

»Det er helt fundamentalt, at man holder sine aftaler. Derfor stoler vi selvfølgelig også på, at en aftale bliver holdt. Også hele regeringsperioden«.

»Konsekvensen af, at den ene bryder en aftale, er, at så gør den anden det også«, siger Pernille Skipper.

På spørgsmålet om, hvorvidt hun har tillid til Socialdemokratiets statsministerkandidat Mette Frederiksen, svarer Pernille Skipper:

»Det finder vi ud af i løbet af de her forhandlinger. Her er spørgsmålet, om vi har tillid til, at Socialdemokratiet kan være i regering og samtidig trække Danmark i den rigtige retning«.

»Har vi tillid til det, når forhandlingerne er slut, så meddeler vi dronningen, at vi støtter en socialdemokratisk regering. Har vi ikke det, så modsætter vi os, og så kan de ikke sidde på vores mandater«.

ritzau

PodcastSe alle
Der er mange grænseoverskridende måder at blive såkaldt cancelleret på. Men her i 2026 viser det sig, at der er mindst lige så mange måder at få et comeback på. Hvad var det, #metoo satte i gang, og har vi glemt det? I podcasten 'Den Levende' undersøger Eva Eistrup og Lotte Folke, hvordan man gør comeback. De kigger nærmere på Johnny Depp, Martin Brygmann, Naser Khader, Peter Aalbæk og flere. Hvad skal der til for at komme tilbage i manegen i 2026, og hvis hjælp skal man have?

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her