En del af den partistøtte, som partiet Klaus Riskær Pedersen vil modtage, skal bruges til fordel for børnene på Udrejsecenter Sjælsmark.
I 2020 vil partiet donere 250.000 kroner til arbejdet med at skabe bedre forhold for de afviste asylbørn på centeret.
Det blev aftalt på et møde mellem Røde Kors og partiformand Klaus Riskær Pedersen tirsdag formiddag.
»Vi ser det som en naturlig opgave aktivt at forfølge vore politiske mål, så en stemme på vort parti ikke er spildt«, siger Riskær i en pressemeddelelse.
»Jeg er på vore vælgeres vegne glad for, at vi med brug af partistøttemidler kan sikre friske penge til et indsatsområde af særlig politisk betydning for partiet og dets vælgere«, siger han.
Selv om Klaus Riskær Pedersen ikke fik nok stemmer til at komme i Folketinget ved valget 5. juni, giver stemmerne alligevel partistøtte.
I alt stemte 29.600 vælgere på partiet, der dermed står til at modtage en årlig støtte på lidt under en million kroner. Hver stemme giver 33 kroner.
En del af de penge skal bruges til 'enhver aktivitet eller anskaffelse', der kan forbedre forholdene for børnene, oplyser partiet.
Dagen efter valget oplyste partiet, at det fremover vil blive et politisk projekt med karakter af græsrodsbevægelse.
Partiet genopstiller ikke til næste valg. I stedet vil det søge sine politiske mål fremmet ad anden vej end parlamentarisk deltagelse, lød forklaringen.
Under valgkampen var det et af partiets fokuspunkter, at forholdene for børnene på udrejsecenteret forbedres.
Partier må ikke bruge partistøtten på lige præcis det, de vil. Af Økonomi- og Indenrigsministeriets hjemmeside fremgår det, at støtten skal anvendes til 'politisk arbejde', som ikke nødvendigvis skal udføres af partiet selv.
ritzau


























