Den kommende S-regering vil gennemføre den seniorpensionsaftale, som de radikale indgik før valget med blå blok.
Til gengæld indeholder den nye aftaler blandt partierne i rød blok intet om ret til tidlig pension målrettet fysisk og psykisk nedslidte.
Det bekræfter kommende statsminister, Mette Frederiksen, på et pressemøde i nat.
En ny tilbagetrækningsreform for nedslidte har været et centralt forslag fra S-formand Mette Frederiksen i valgkampen, men hun har stadig ingen garanti for, at det kommer til at ske.
Har du med aftalen sikret dig flertal for at kunne indføre differentieret folkepension?
»Nej, det har jeg ikke. Det flertal skal jeg ud at finde i Folketinget, og jeg kommer til at tilrettelægge arbejdet, som det hele tiden har været planlagt. Vi sætter gang i arbejdet, vi inddrager arbejdsmarkedets parter, og så vil jeg søge et flertal i Folketinget for, at vi får indført en ret til tidligere folkepension. Jeg kommer til at slås for det her hver eneste dag som statsminister«, siger Mette Frederiksen.
Bliver den tidligere regerings aftale om seniorpension gennemført?
»Ja. Det gør den, og jeg synes, det ville være ærgerligt andet. For der ligger i den nogle fine initiativer omkring seniorførtidspension og faktisk også på fleksjobområdet. Så vi har selvfølgelig en opgave i nu at videreføre det arbejde, der ligger der, og få det til at arbejde sammen med regeringens ønske om at indføre en ret til tidligere folkepension«.
Dokumentation Se hele aftalen her
ritzau/pol
fortsæt med at læse


























