Hvis der er ét menneske, som har sat den internationale dagsorden i medierne de seneste to-et-halvt år, må det være Donald Trump, der blev indsat som præsident i USA i januar 2017, mens et rekordhøjt antal mennesker tiljublede ham ... eller det var i hvert fald sådan, præsidenten godt kunne have tænkt sig, at virkeligheden var i Washington den vinterdag.
Det er også lykkedes Trump at sætte et massivt præg på sendefladen, avispapiret og digitale udgivelser i Danmark. Senest med hele polemikken om præsidentens ønske om at trække det store checkhæfte frem og købe Grønland.
Den historie fik så lige et ekstra gear, da han - helt usædvanligt for en politisk leder - aflyste det kommende statsbesøg 2.-3. september i Danmark, hvor han er inviteret af Hendes Majestæt Dronningen. Hans begrundelse var oven i købet, at statsminister Mette Frederiksen ikke var interesseret i at diskutere et salg af Grønland til USA.
USA-kender om måske-melding: »Trump er blevet sur, fordi han ikke må købe Grønland«Og tilsyneladende hører det til undtagelserne, at den magtfulde mand på den anden side af Atlanterhavet efterlader et positivt indtryk hos danskerne. En ny måling fra Megafon foretaget for TV2 og Politiken af vores holdning til den amerikanske præsident, Donald Trump, tegner et enslydende billede af, at vi er ret utilfredse med ham. Sammen med klimaforandringer er han faktisk det forhold i verden, som gør os allermest utryg.
Hvis han kommer...
Målingen er gennemført i perioden 16.-20. august blandt 1.205 personer over 18 år og altså inden, at præsidenten aflyste sit besøg i Danmark.
Respondenterne er f.eks. bedt om at tilkendegive, hvilke (de må maksimalt vælge tre) af en række forhold der gør dem mest utrygge. 52 procent svarer ’USA’s forhold til resten af verden efter Donald Trumps valg til præsident’, mens 47 procent svarer ’klimaforandringerne’.
Tilsyneladende er vi mindre bekymrede for Ruslands forhold til resten af verden, der med 26 procent ligger på en femteplads efter terrortruslen (29 procent) og serviceniveauet i sundhedssystemet med 28 procent. Fire procent bliver ikke utrygge ved et eneste af de i alt ni alternativer.
Hvis nu præsidenten på et andet tidspunkt skulle finde anledning til at besøge Danmark og lader sig fragte gennem byen i sin skudsikre bil, vil der i trafikken omkring ham være langt mellem dem, som mener, at Danmarks forhold til USA er blevet forbedret eller i høj grad forbedret under hans præsidentperiode.
Det mener blot tre procent, mens 60 procent siger, at det er blevet forværret eller i høj grad forværret. 32 procent svarer hverken/eller, resten ved ikke.
Nu er præsidentens besøg aflyst - eller i hvert fald udskudt - så spørgsmålet er, om og i givet fald hvornår Mette Frederiksen får lejlighed til på tomandshånd med præsidenten at råde bod på det i befolkningens øjne skrantende forhold mellem de to allierede lande.
Trods modstanden mod præsidenten, synes 39 procent, det er godt for Danmark, at statsministeren skulle mødes med Trump i København, mens 22 procent er negative. Og hvad skulle de to ledere så tale om over kaffen?
Det har Megafon også spurgt om og har bedt respondenterne forholde sig til en stribe emner, hvor det står klart, at Mette Frederiksen burde have benyttet lejligheden til at tale om først og fremmest klimadagsordenen, USA’s forhold til EU og samhandel med Europa. Igen er terrortruslen længere nede på listen, ligesom blot 17 procent mener, at Frederiksen burde diskutere Grønland med præsidenten.
Vil Donald Trump virkelig købe Grønland? »Det endegyldige bevis på, at han er blevet vanvittig«Zoomer vi ind på, hvilken strategi befolkningen mener, at Mette Frederiksen skal anlægge over for USA, er en stor del tilsyneladende ret uforsonlig. Der skal i et vist omfang slås i bordet.
Blot 9 procent mener, at Danmarks officielle politik over for præsident Trump skal være mere eller meget mere imødekommende, mens 39 procent mener, at den skal være mindre eller meget mindre imødekommende. 43 procent svarer hverken/eller.
Penge til forsvaret deler os
Et enkelt spørgsmål deler befolkningen i to nogenlunde lige store blokke, ifølge målingen. Det drejer sig om den amerikanske præsidents krav om, at NATO-lande skal bruge to procent af bruttonationalproduktet på forsvaret. Det støtter 36 procent, mens 38 procent er imod. Her er der forskel på svarene alt efter politisk tilhørsforhold.
Blå vælgere er markant mere lydhøre over for lige netop dette krav end røde vælgere.
Men en ting er spørgsmål om relationen mellem Danmark og USA. Hvordan ser det ud, når Megafon spørger til, om Donald Trump er en god præsident for USA? Her er billedet også glasklart. Blot 8 procent støtter Trump, mens 84 procent er imod.
Statsminister Mette Frederiksen (S) og det officielle Danmark planlægger stadig ud fra, at Donald Trump lægger vejen forbi Danmark i begyndelsen af september.
fortsæt med at læse




























