Der gik ikke længe, fra at Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen meldte sin afgang som formand, til at flere profiler i partiet meldte deres støtte til Jakob Ellemann-Jensen som kommende formand for partiet.
Flere pegede endda på den politiske ordfører, allerede før formandskabet trak sig.
Lørdag ville Jakob Ellemann-Jensen dog hverken af- eller bekræfte, at han stiller op som formandskandidat ved et ekstraordinært landsmøde 21. september.
Få et overblik over nogle af de Venstre-folk, som åbent støtter Ellemann-Jensen her:
Michael Aastrup Jensen, folketingsmedlem:
»Vi bliver nødt til at se fremad, så vi kan stoppe al den ødelæggende snak om fløje, så der fremover kun er en fløj - nemlig Venstre. Til den opgave, mener jeg personligt, at Jakob Ellemann-Jensen vil være det bedste bud som formand for vores parti«, skriver han på Twitter.
Jacob Jensen, folketingsmedlem:
»For mig er der ingen tvivl om, at Jakob Ellemann-Jensen bør være Venstres næste formand. Han kan samle partiet og bringe os videre«, skriver han på Twitter.
Martin Geertsen, folketingsmedlem:
»Nu skal vi alle selvfølgelig have tid til at komme os. Men håber og tror, at vi kan samles om Jakob Ellemann som ny høvding i Venstre«, skriver han på Twitter.
Marcus Knuth, folketingsmedlem:
»Jeg håber, at Jakob melder sit kandidatur snart, så vi igen kan få samlet Venstre«, skriver han på Facebook.
Anni Mathiesen, folketingsmedlem:
»Jakob favner bredt i gruppen, og han har de menneskelige egenskaber til at klare opgaven som formand«, siger hun til Jyllands-Posten.
Preben Bang Henriksen, folketingsmedlem:
»Der er heldigvis masser af gode kræfter i Venstre, som vil blomstre op, hvis de får muligheden for det. Personligt kan jeg selvfølgelig ikke undlade at bemærke, at Jakob Ellemann-Jensen umiddelbart vil være mit bud«, sagde han til DR Nyheder allerede før Løkkes afgang.
Erling Bonnesen, folketingsmedlem:
»Jakob Ellemann-Jensen bliver nævnt af mange, og han vil være et godt bud som formand«, siger han til TV2 Fyn.
Ulrik Wilbek, Venstre-borgmester i Viborg:
»Jeg er ikke et sekund i tvivl. Det skal være Jakob Ellemann«, siger han til TV2.
Ib Lauritsen, Venstre-borgmester i Ikast-Brande:
»Jeg er ikke i tvivl om, at alle pile peger på Jakob Ellemann-Jensen, så det er nok også det, jeg vil sige«, sagde han, allerede før Løkkes afgang.
Lars Krarup, Venstre-borgmester i Herning:
»Jeg vil ikke afvise, at det er den rigtige model. I hvert fald har Jakob Ellemann gjort sig parat over flere år i Folketinget og er en vellidt og dygtig mand. Jeg tror på mange måder også, at han kunne være et godt bud«, siger han til TV2.
Karsten Längerich, Venstre-borgmester i Allerød:
»Jeg bakker fuldt op om, at Jacob Ellemann bør blive Venstre næste formand og Danmarks næste statsminister«, skriver han på Facebook.
Kenneth Muhs, Venstre-borgmester i Nyborg:
»Jeg håber, at Jakob Ellemann-Jensen vil påtage sig opgaven«, siger han til DR Fyn.
Lars Chr. Lilleholt, folketingsmedlem:
»Jakob Ellemann har min fulde opbakning som ny formand for Venstre«, skriver han på Twitter.
Kilder: Ritzau, DR, Jyllands-Posten og TV2.
ritzau
fortsæt med at læse




























