Løhde vil ikke være Venstres nye næstformand

Sofie Løhde lytter på, mens Kristian Jensen og Lars Løkke taler med pressen, efter at Venstre havde dannet sin nye gruppeledelse i begyndelsen af august.  Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Sofie Løhde lytter på, mens Kristian Jensen og Lars Løkke taler med pressen, efter at Venstre havde dannet sin nye gruppeledelse i begyndelsen af august. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Gruppenæstformand i Venstre Sophie Løhde er ikke kandidat til posten som næstformand i Venstre.

Hun er ikke interesseret i posten, bekræfter hun over for Ritzau.

»Det er ganske korrekt, at jeg ikke er kandidat til næstformandsposten i Venstre. Jeg har ikke yderligere at oplyse for nuværende», siger Sophie Løhde.

Lørdag trak Kristian Jensen sig som næstformand for Venstre, ligesom Lars Løkke Rasmussen stoppede som formand for partiet.

Herefter blev der sat gang i spekulationerne om, hvem der skal afløse såvel Lars Løkke Rasmussen som Kristian Jensen.

Mens adskillige Venstre-profiler har tilkendegivet, at de vil støtte Jakob Ellemann-Jensen som ny formand, såfremt han stiller op som kandidat til posten, har det været mindre entydigt, hvem der er favorit til posten som næstformand.

Tidligere søndag meldte formand for Danske Regioner Stephanie Lose (V) ud på Facebook, at hun ikke ønsker at overtage Kristian Jensens post. Det til trods for, at hun af mange er blevet spurgt til sine ambitioner i den henseende.

Kvinden, der er blevet beskrevet som hende, der startede det hele, vil ikke være den nye nummer to

Sophie Løhde ønsker ikke at fortælle, hvem hun mener, der skal være Venstres kommende næstformand.

»Formandsposten og næstformandsposten er jo en afgørelse, som Venstres mange hundrede delegerede træffer beslutning om på et ekstraordinært landsmøde«.

»Det er meget vigtigt at sætte en tyk streg under det«, siger hun.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her