Nyhed! Politiken Lyd i 6 mdr. for kun 99 kr.

Inger Støjberg vil hjælpe Jakob Ellemann-Jensen med at samle Venstre. Burkalov og andre stramninger kommer til at bestå med en ny ledelsesakse, siger hun.

Inger Støjberg stiller op: »Det har ikke været rart at se på«

Venstres Kristian Jensen og Inger Støjberg fotograferet efter gruppemødet i går. 












































































































   Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Venstres Kristian Jensen og Inger Støjberg fotograferet efter gruppemødet i går. Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Inger Støjberg er klar til at tage ansvar og melder sig nu som kandidat til næstformandsposten i Venstre.

Det siger hun til Politiken.

»Jeg mener, at Jakob og jeg vil være et rigtig godt makkerskab på de her to poster. Vi kan samle Venstre, og det er, hvad der er mest brug for nu«.

Hvad mener du med samle Venstre?

»Det er jo ingen hemmelighed, at der har været et højt konfliktniveau i Venstre igennem de seneste uger. Det har ikke været rart at se på, og det kan vi ikke være bekendt. Senest har der jo været møder i weekenden, som bestemt ikke var sjove for Venstre«.

»Når jeg lytter rundt omkring - både i baglandet og på Christiansborg - så er ønsket, at der skal komme ro på nu, og det kan vi skabe«.

Anerkender du, at I repræsenterer to forskellige fløje i Venstre?

»Jakob og jeg har to forskellige måder at sige tingene på, men der er ingen tvivl om, at hvis ikke jeg fysisk gør det, så vil jeg kæmpe alt, hvad jeg kan for at bære Jakob ind i Statsministeriet. Han er den helt rette mand for Venstre i Statsministeriet«.

Men I har to forskellige politiske linjer i udlændingepolitikken. Hvordan kommer det til at blive forenet?

»Vi siger tingene på forskellige måder, men vi har altid været gode til at samarbejde og sådan skal og vil det også være i fremtiden«.

Men ved eksempelvis burkaloven har ligget på forskellige linjer. Skal burkaloven med den nye ledelsesakse bestå eller skrottes?

»Jeg ser ikke, at vi skal ændre stort på Venstres politik. Det er sådan set også præcis det Jakob sagde så fint i Jyllands-Posten. Vi har ikke brug for en revolution, det er jo ikke sådan, at vi mangler politik eller at tingene skal ændres«.

Forventer du et kampvalg?

»Jeg ved ikke, om der kommer andre kandidater, men sådan er det i et parti. Man kan stille op til de poster, man kan have lyst til at stille op til«, siger Inger Støjberg.

Anders Bæksgaard

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her