Ifølge Venstres formand er forhandlinger om genåbningen af sundhedsvæsenet brudt sammen mandag aften.

Ellemann siger, at forhandlinger er brudt sammen: »Tre dages forhandlinger og ikke så meget som en skitse af en plan«

Foto: Jens Dresling (arkiv)/POLFOTO
Foto: Jens Dresling (arkiv)/POLFOTO
Lyt til artiklen

Artiklen er opdateret klokken 20.30.

Forhandlingerne om en genåbning af sundhedsvæsenet er brudt sammen.

Det skriver formanden for Venstre, Jakob Ellemann-Jensen, på Twitter sent mandag aften.

»Forhandlinger om genåbning af sundhedsvæsnet er brudt sammen. Tre dages forhandlinger og ikke så meget som en skitse af en plan. Danske patienter fortjener mere«, skriver han.

»Regeringen har lukket landet ned uden en konkret plan for genåbning. I dag er det så patienterne, der betaler prisen«.

Søndag aften forlod de borgerlige oppositionspartier ligeledes forhandlingerne i Sundhedsministeriet med begrundelsen om, at de savnede en konkret plan fra regeringen.

Mandag blev forhandlingerne genoptaget - i første omgang i finansministeriet. Mandag aften blev partierne så indkaldt til et tredje møde, nu igen i sundhedsministeriet, men også tredje forsøg på at lande en aftale blev ikke til noget, fortæller Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen til Politiken.

»Der bliver ingen aftale. Der var ikke flertal for regeringens udspil«.

Venstre: Vi ved, at der er ledig kapacitet

Venstre har, ligesom Konservative, gjort det tydeligt, at regeringens plan for en genoptagelse af hospitalernes normale drift ikke var konkret nok.

»Vi ved, at der er ledig kapacitet på hospitalerne, og patientrettighederne har alle dage været meget væsentlige for Venstre. Derfor har vi også efterspurgt konkrete svar på, hvilke faktorer der skal afgøre, hvornår de planlagte operationer kan genoptages, og hvornår folk igen kan komme til fysioterapeut, tandlæge og kiropraktor«.

Ifølge Martin Geertsen har Sundhedsministeren ikke kunnet svare konkret nok på spørgsmål om, hvilket niveau for eksempel smittespredningen skal være på, før man vil genoptage dele af den almindelige drift på hospitalerne.

»Og så ser vi ingen grund til at indgå en aftale. Vi ved godt, at vi ikke kan genindføre patientrettighederne i morgen, men vi ville gerne have forudsætningerne på plads«.

I praksis er det nu op til Sundhedsministeren og Sundhedsstyrelsen at afgøre, hvornår patientrettighederne bliver genindført.

Ritzau og Politiken

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her