Grænserne skal åbnes for borgere fra lande med få smittede, mener regeringen.

Regeringen er klar til at åbne grænserne yderligere

Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Foto: Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Regeringen vil opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok, til at dets borgere kan få lov til at rejse ind i Danmark.

Dermed kan indrejse til Danmark snart blive normaliseret for flere lande. Statsminister Mette Frederiksen siger:

»Vi vil i regeringen gerne nu opstille objektive kriterier for, hvornår et land er sikkert nok, til at dets borgere kan besøge Danmark«.

»Med andre ord - hvis smitten i et land er på et acceptabelt niveau, så er det vores ønske at åbne grænserne til det land«.

»Det vil gøre det lettere løbende at åbne for ind- og udrejse og stadig have styr på situationen herhjemme«, siger Mette Frederiksen i forbindelse med spørgetimen i Folketinget til statsministeren.

Regeringen vil først præsentere de konkrete kriterier for Udenrigspolitisk Nævn, før man offentliggør dem«, siger statsministeren.

Fra mandag kunne turister fra de første lande få adgang til Danmark. I første omgang blev der åbnet for turister fra Tyskland, Norge og Island, der ligesom Danmark har et lavt antal smittede og indlagte.

Men også en række andre europæiske lande har fået styr på antallet af smittede. Det er disse lande, der nu snart kan få adgang til Danmark.

Det kan få betydning for, hvor mange turister der vil besøge Danmark i sommerperioden. Det har været et stort ønske fra turistindustrien at få åbnet mere op, end regeringen hidtil har været villig til.

Mette Frederiksen deltager onsdag i Udenrigspolitisk Nævns møde.

Dagsordenen er endnu ikke offentliggjort, men statsministeren ventes at forelægge det kommende EU-topmøde torsdag.

Det er uklart, om regeringens kriterier for at åbne grænsen for yderligere lande også vil blive fremlagt onsdag.

Mette Frederiksen glæder sig over, at det lave antal smittede nu betyder, at Danmark og andre lande er på vej til at normalisere rejser over grænserne:

»Tænk engang, hvor langt vi er kommet som lande og naboer, at det nu handler om, hvor hurtigt vi kan åbne grænsen. Ikke hvor den skal gå«, siger Mette Frederiksen med henvisning til genforeningsdagen mandag.

Her fejrede Danmark 100-året for genforeningen efter grænsedragningen i 1920.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her