Kort efter at have lanceret en religiøs værdikamp bliver Morten Messerschmidt ny næstformand i Dansk Folkeparti.

Morten Messerschmidt bliver næstformand i Dansk Folkeparti

Morten Messerschmidt afløser Søren Espersen, som stopper. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Morten Messerschmidt afløser Søren Espersen, som stopper. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

Morten Messerschmidt bliver næstformand i Dansk Folkeparti i stedet for Søren Espersen, som stopper efter otte år på posten som næstformand.

Det skriver DF-formand Kristian Thulesen Dahl på Twitter.

»Mortens stærke idépolitiske rigdom bliver en stor gevinst for DF som medlem af ledelsen«, lyder det fra Kristian Thulesen Dahl.

Morten Messerschmidt skriver på Twitter, at han er »glad for at være valgt som ny næstformand i Dansk Folkeparti« og sender samtidig en tak til Søren Espersen for en »kæmpe indsats«.

Rokaden i DF-toppen sker ifølge Kristian Thulesen Dahl »primært, fordi Søren har valgt at træde ud af gruppeledelsen«.

»Han er virkelig en garvet mand, og jeg tror bare, at han har vurderet, at det er ved at være tiden nu, hvor det vil være passende at lave et skifte. Så han har meddelt mig her i løbet af sommeren, at han ønsker at træde tilbage«, siger Kristian Thulesen Dahl til TV2 News.

Thulesen Dahl siger om forfremmelsen af Morten Messerschmidt:

»Det er meget velovervejet, at vi laver det her skifte, og jeg glæder mig til også i det daglige at have et tæt samarbejde med Morten om at få Dansk Folkeparti fremad igen. For det er det, det handler om for os. At få fokus på politik, politik, politik«, siger partiformanden til TV2 News.

Morten Messerschmidt avancerer til posten som ny DF-næstformand midt i en historisk stor krise for Dansk Folkeparti.

Foruden nederlaget ved folketingsvalget i 2019 har der i den seneste tid været en lang række stemmer fra DF-baglandet, der har udtalt sig kritisk om Kristian Thulesen Dahls lederevner, og enkelte har peget på Messerschmidt som en oplagt afløser på formandsposten.

Selv afviser Messerschmidt enhver snak om uenighed mellem ham selv og Kristian Thulesen Dahl:

»Al den spekulation, der har været, om, at der skulle være uenigheder, kan jeg ikke genkende. Som jeg har sagt før: der kan ikke stikkes et barberblad ind mellem Kristian og mig«, siger Morten Messerschmidt til TV2 News.

Johan Blem Larsen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her