Koldings borgmester stopper efter næste valg

Foto: Morten Langkilde/POLFOTO
Foto: Morten Langkilde/POLFOTO
Lyt til artiklen

Kolding Kommunes borgmester, Jørn Pedersen (V), har besluttet ikke at genopstille til posten ved næste valg. Det skriver TV Syd.

Allerede efter kommunalvalget i 2017 sagde Jørn Pedersen, der har været siddet på posten siden 2010, at det var hans sidste periode som borgmester, men det trak han hurtigt i sig igen. Nu er det imidlertid alvor, siger han til TV Syd. Han mener nemlig, at man skal undgå at sidde for længe på borgmesterposten. Både for byens og ens egen skyld.

Allerede efter kommunalvalget i 2017 sagde Jørn Pedersen, at det var hans sidste periode som borgmester, men det trak han hurtigt i sig igen. Nu er det imidlertid alvor, siger han til TV Syd. Han mener nemlig, at man skal undgå at sidde for længe på borgmesterposten. Både for byens og ens egen skyld.

»Jeg mener, det er vigtigt, at man som borgmester har nylig erfaring med verdenen uden for det politiske, og at man er med til at sikre, at der hele tiden er nytænkning og foranderlighed på posten – så to til tre perioder er optimalt«, siger Jørn Pedersen til TV Syd.

»Samtidig synes jeg også, at det er nu jeg skal videre, hvis jeg skal have en ny karriere udenfor rådhuset og det skal jeg, for som 52-årig er der mange gode år i mig endnu«, tilføjer han.

Jørn Pedersen vil fortsætte som borgmester frem til 31. december. Men han melder ud nu, fordi Venstre skal holde opstillingsmøde i efteråret, oplyser han.

Her skal partiet vælge hvilke kandidater, der skal opstilles frem mod kommunalvalget i november 2021. Og dermed også, hvem der skal være partiets borgmesterkandidat.

Søvndal lurer på posten

Tidligere på måneden meddelte Villy Søvndal, der er tidligere udenrigsminister og formand for SF, at han vil stille op som borgmesterkandidat i Kolding. Villy Søvndal forlod kommunalbestyrelsen i Kolding Kommune for 26 år siden. Han sad som medlem fra 1982 til 1994, indtil han blev valgt til Folketinget. I øjeblikket sidder den 68-årige Villy Søvndal som regionsrådsmedlem i Region Syddanmark.

Villy Søvndal peger selv på, at det er medvinden, som SF og Socialdemokratiet har landspolitisk i øjeblikket, der skal hjælpe ham til at få borgmesterposten. Ved kommunalvalget i 2017 fik SF kun 7,1 procent af stemmerne i Kolding.

»Uanset at Jørn Pedersen nu ikke bliver Venstres bud på en borgmester, skal der kæmpes hårdt for at sikre den røde side i byrådet borgmesterposten. Den kommer ikke af sig selv, selv om der bliver mange personlige stemmer ledige, når Jørn Pedersen ikke stiller op«, siger Villy Søvndal til TV Syd.

For en uge var det en anden mangeårig Venstre-borgmester, Hernings Lars Krarup, der meddelte, at han ikke genopstiller ved næste valg. Krarup har siddet som borgmester siden 2002.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her