Det har vakt opstandelse internt i Venstre, at næstformand Inger Støjberg tidligt mandag morgen kastede sig ind i debatten om sexisme. En venstreborgmester kalder det et »dumt indlæg«, en lang række partifæller har i et åbent brev taget afstand, ligestillingsordføreren er mere diplomatisk, mens andre bakker næstformanden op.
Klokken 06.05 mandag skrev Inger Støjberg på Facebook, at det er ved at »gå helt over gevind med al den #MeToo- og sexisme-snak«. Hun understreger, at ingen skal finde sig i at blive »berørt upassende eller blive udsat for deciderede overgreb«. Til gengæld kalder hun det for »langt ude«, at »selv helt uskyldige komplimenter om kvinders udseende kan blive udlagt som sexisme«.




























