Morten Østergaard har i godt og vel 20 minutter artikuleret sig med så syrlig, konfrontatorisk og indestængt vrede om regeringens »sorte passivitet« på klimaområdet, at det mod slutningen af samtalen falder naturligt at drage en parallel til Anders Samuelsens berømte træklatring fra for fire år siden.
Det var dengang, Lars Løkke Rasmussens smalle Venstre-regering efter halvandet års usikker, men dog nogenlunde jævn, sejlads stødte på grund, fordi Samuelsen og Liberal Alliance udnyttede deres magt som støtteparti til at opstille et ultimativt krav om topskattelettelser.




























