Morten Østergaard trak sig onsdag som politisk leder og har fredag fortalt om flere krænkelsessager.
Sofie Carsten Nielsen, ny radikal leder, siger, at hun først fredag eftermiddag er blevet bekendt med, at Morten Østergaard er i centrum i flere krænkelsessager.
Hun siger, at hun som ny leder er blevet bekendt med, at der er en decideret personalesag på Morten Østergaard.
Sofie Carsten Nielsen siger, at hun er »vred« og »ked af det«.
»Det gør mig først og fremmest vred, fordi vi skal være et parti, hvor man kan være uden at blive krænket«, siger en synligt berørt Sofie Carsten Nielsen.
Hun har i en årrække været en del af ledelsen i folketingsgruppen og kørt et tæt parløb med Morten Østergaard.
Uønskede berøringer
Morten Østergaard trak sig onsdag som leder for De Radikale.
Det skete, efter at han havde fortalt, at det var hans hånd, der var på partifælle Lotte Rods lår for ti år siden.
Lotte Rod fortalte i september om at have oplevet uønskede berøringer i regi af De Radikale.
Men i et opslag på Facebook fredag eftermiddag fortæller Morten Østergaard, at der er flere sager om seksuelle krænkelser end blot den med Lotte Rod.
På spørgsmålet om, hvorvidt Sofie Carsten Nielsen har spurgt Morten Østergaard, om der var flere sager, svarer hun ’ja’.
»Det er jeg nødt til at sige, at ja, det har jeg, og jeg har ikke hørt om de her sager før«, svarer Sofie Carsten Nielsen.
»Hvis der er flere, som føler, at det har vi ikke håndteret ordentligt, hvis nogen er blevet krænket her, så håber jeg, at de vil komme, så vi kan gøre det ordentligt«, siger Sofie Carsten Nielsen.
Hun vil ikke svare på, om Østergaard fortsat har en fremtid i partiet.
»Det, synes jeg, helt ærlig ikke er det vigtigste spørgsmål lige nu. Det vigtigste for mig er at sige, at vi skal være et parti, som behandler folk ordentligt, og hvor man ikke bliver krænket. Det er det, jeg kommer til at bruge mine kræfter på«, siger Sofie Carsten Nielsen.
Svend Thorhauge, landsformand for De Radikale, oplyser i en sms til Ritzau, at han heller ikke har kendt til de nye krænkelsessager med Østergaard i centrum før fredag. Han har ikke yderligere kommentarer.
Sofie Carsten Nielsen vandt onsdag kort tid efter Østergaards exit som leder et kampvalg mod Martin Lidegaard om at blive ny frontfigur for De Radikale.
Ritzau
fortsæt med at læse



























