En odenseansk handelsdelegation ville formentlig præsentere Nordbo Robotics som en grim ælling, der med kinesisk støtte voksede op og blev en smuk svane. Det fynske selskab er specialister i robotsoftware og sensorer til overfladebehandling, såsom at slibe og polere, og på kundelisten står giganter som Apple, Microsoft og Google.
Kinesiske penge blev afgørende for forretningen, siger Nordbos danske direktør, Leo Zhou. Han er derfor bekymret for, om regeringens lovforslag om en screeningsordning vil ramme danske virksomheder som hans egen.




























