Et politisk flertal vil øge kompensationen til selvstændige, hvor mange er hårdt presset efter en lang nedlukning og har svært ved at betale regningerne.
Ifølge Venstre og De Radikale er der flertal for at øge muligheden for kompensation med 7000 kroner. I dag kan selvstændige søge om 23.000 kroner, mens lønmodtagere kan få op til 30.000 kroner i kompensation.
»Venstre har stillet et beslutningsforslag og har flertal uden om regeringen, og så kan regeringen komme på banen. Men flertallet er etableret uden om regeringen«, siger erhvervsordfører Torsten Schack (V).
Forslaget blev fremsat 2. februar, men har været et ønske blandt særligt borgerlige partier i månedsvis.
Oplevelsen er, at regeringen har været tøvende overfor at sidestille kompensationen.
Ikke alle når grænsen
Det skyldes, at selvstændige har mulighed for at arbejde, selv om de modtager kompensation. Den mulighed har lønmodtagere ikke.
Det er ikke alle, der får lønkompensation, som når grænsen på 30.000 kroner.
Ifølge regeringen får fuldtidsansatte i gennemsnit 22.000 kroner om måneden i lønkompensation. Det er mindre end loftet for selvstændige, der i dag er på 23.000 kroner.
De Radikale mener, at det er på tide at sidestille ordningerne.
»Vi er bekymrede for, at en lang række selvstændige samt små og mellemstore virksomheder ikke har penge til at klare sig igennem nedlukningen, og det er et problem for virksomhederne og dem, der er ansat der«, siger finansordfører Andreas Steenberg (R).
Regeringen har ifølge Ritzaus oplysninger indkaldt til forhandlinger fredag eftermiddag.
ritzau




























