Folketingets formand, Henrik Dam Kristensen (S), er fra onsdag sygemeldt nogle uger frem grundet en planlagt operation.
Imens vil første næstformand Karen Ellemann (V) varetage hans formandsopgaver. Det oplyser Folketinget.
Henrik Dam Kristensen har været formand for Folketinget siden valget i 2019. Her valgte et flertal af Folketinget ham som formand.
Han er desuden tidligere landbrugs- og fiskeriminister, fødevareminister, socialminister, transportminister og beskæftigelsesminister.
Karen Ellemann er én af i alt fire næstformænd i Folketingets Præsidium. Hun er første næstformand, fordi Venstre er det største parti i Folketinget ud over formandens parti, Socialdemokratiet.
Præsidiet beskæftiger sig med de indre forhold i Folketinget. Det vil blandt andet sige at lede møderne i Folketingssalen og være repræsentanter for Folketinget.
Præsidiets medlemmer skiftes til at sidde i formandsstolen i Folketingssalen i de såkaldte stolevagter.
ritzau




























