Næstformand i Dansk Folkeparti bliver tiltalt, hvis Folketinget som ventet stemmer for at ophæve immunitet.

Folketinget stemmer om Messerschmidts immunitet i næste uge

Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Foto: Jens Dresling/POLFOTO
Lyt til artiklen

Vejen er banet for, at Folketinget i næste uge kan stemme om, hvorvidt næstformand og folketingsmedlem Morten Messerschmidt (DF) skal have ophævet sin immunitet.

Sker det, vil han blive tiltalt af anklagemyndigheden for misbrug og dokumentfalsk.

Udvalget for Forretningsorden har onsdag enstemmigt stemt for at sende forslaget til afstemning i Folketingssalen, hvor der skal stemmes én gang.

Det ventes at ske i næste uge, og Dansk Folkeparti har selv tilkendegivet, at partiet stemmer for.

Det ventes at være en formsag, da Folketinget i praksis altid giver samtykke til tiltale og fængsling. Det er sket mere end 40 gange.

Messerschmidt er næstformand og de facto kronprins i partiet. Anklagemyndigheden vil tiltale ham for misbrug af EU-midler for knap 100.000 kroner samt dokumentfalsk.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her