SF vil have ro på
Der skal ro på.
Sådan lyder det fra SF’s formand Pia Olsen Dyhr i sin tale på grundlovsdag.
De danske unge mistrives, og det skal tages alvorligt. For der bliver ikke lyttet. Selv om rapporter og undersøgelser viser, at der er noget galt, sker der ikke noget, siger hun.
»Skal vi bremse den udvikling, kræver det mod. Det kræver ret til at koble af. At vi ikke bare finder puljer til trivsel, men at vi forandrer samfundet. Det kræver, at vi ændrer incitamentsstrukturerne i vores samfund«.
Men det er ikke kun de unge, som er udsat.
I sin tale nævner hun, hvordan det er tankevækkende, at det var en verdensomspændende pandemi, som skulle få danskerne til at sænke farten.
I talen fremlægger Pia Olsen Dyhr derfor syv forslag til skrue ned for tempoet. Nogle tiltag, som hun håber, kan vare frem til årsskiftet. Dog håber hun, at tiltagene kan vare længere endnu. Blandt andet foreslås det, at fremdriftsreformen for studerende skal skrottes for en periode. At arbejdsløse og syge får mere ro på. Så ledige kun skal kontaktes af kommunen, hvis det giver mening, og at retten til gratis psykolog skal udvides for sårbare grupper.
Derudover foreslår hun at folkeskolen skal sættes fri, så lærerne kan fokusere på undervisningen, og at offentligt ansatte får større frihed til at planlægge deres arbejdsdag.
I 2017 lancerede SF et lignede udspil kaldet ro-på-reformen. Her var det 18 forslag til hvordan man skulle skabe mere ro og frihed til den enkelte dansker.
Radikalt medansvar for hjemsendelser til Syrien
»Vi stemte for de regler, der nu gør det muligt at sende syriske flygtninge på udrejsecenter«.
Sådan lyder det fra De Radikales leder, Sofie Carsten Nielsen, i hendes tale på grundlovsdag.
Sofie Carsten Nielsen gør det i talen klart, at syrere skal blive i Danmark, hvis det står til regeringens støtteparti.
»Radikale Venstre vil gøre, hvad vi kan for at stoppe udvisningerne af syriske flygtninge. Loven, som gør det muligt, må laves om. Krigsflygtninge skal ikke kunne sendes tilbage til deres hjemland, før der er stabile forhold i landet«, siger Sofie Carsten Nielsen.
De Radikale vil samtidig give udlændinge øget adgang til at blive i Danmark, hvis de går i gang med en uddannelse.
Debatten er blusset op, efter at Flygtningenævnet har vurderet, at dele af Syrien nu er tilstrækkeligt sikkert til, at syrere med midlertidig opholdstilladelse i Danmark kan vende hjem.
Ellemann: Nye reformer skal få flere i arbejde
»Reformernes tid i Danmark er ikke forbi«.
Sådan lyder det fra Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen (V) i hans tale på grundlovsdag. Dermed lægger Ellemann ligesom statsminister Mette Frederiksen (S) op til, at der i den kommende tid skal gennemføres reformer.
Det skal være med til at sikre velstanden i Danmark, når ’færre skal betale for flere’:
»Det burde bekymre os alle sammen dybt. For det betyder, at vi får problemer med at holde fast i kvaliteten af vores velfærdssamfund«.
»Det risikerer at betyde dårligere uddannelser til vores børn. At vores sundhedsvæsen vil halte efter andre landes. Det betyder færre muligheder for at sikre udvikling i hele vores land«.
»Og så betyder det, at der ikke bliver råd til at indfri de høje klimaambitioner, som Venstre sammen med Folketinget har været med til at vedtage på vegne af et stort, bredt flertal af danskerne. Vi kan kun lykkes med alt det, hvis vi løfter væksten i Danmark«, siger Jakob Ellemann-Jensen.
I talen fremlægger han ikke konkret udspil til reformer, men fastslår, at der Danmark har en grundlæggende udfordring med, at for få er i arbejde.
Enhedslisten: Regeringen skal undskylde for overvågning
Regeringen er gået for langt i bestræbelserne på at øge overvågningen i Danmark.
Sådan lyder det fra Enhedslistens politiske ordfører Mai Villadsen i hendes tale på grundlovsdag.
Her kritiserer hun både justitsminister Nick Hækkerup (S) for hans ønske om at øge overvågningen og regeringen for ikke at give en undskyldning for sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste. Efterretningstjenesten kritiseres af flere lande for at have givet USA adgang til overvågning.
»’Med overvågning stiger friheden’, kunne man høre i den offentlige debat for to år siden. Det var ord, som man skulle tro kom fra en gammel sovjetleder eller fra den amerikanske facebook-milliardær Mark Zuckerberg. Men ordene kom på Folketingets talerstol, fra den socialdemokratiske justitsminister Nick Hækkerup«, siger Mai Villadsen i talen.
Her lægger hun vægt på, at overvågningen allerede er gået for vidt i Danmark.
»Regeringen vil have mere overvågning, selv om der er over 1,5 millioner overvågningskameraer i Danmark og eksperter vurderer, at vi er et af de mest videoovervågede lande i verden«, siger Mai Villadsen.
Hun opfordrer i sin grundlovstale samtidig regeringen til at give en undskyldning til vores nabolande for sagen om Forsvarets Efterretningstjeneste, der har vakt international opsigt.
ritzau




























